ICAK tjekker vandrehistorie
Af Helene Flendt, cand.psych. og journalist
Gennem noget tid har der verseret et rygte bl.a. på nettet om, at 75 % af kræftlæger ikke selv ville behandles med kemo, hvis de fik kræft. En opsigtsvækkende historie, som vakte nysgerrighed her på centret ….passer det virkelig, at de fleste kræftlæger ikke selv vil bruge kemoterapi?
Det besluttede vi at se nærmere på blandt andet via den medicinske database, PubMed. Det krævede noget gravearbejde, men det viste sig, at rygtet med de 75 % ikke er sandt. Omvendt er det heller ikke det rene opspind.
Forældede konklusioner
Rygtet – som man fx kan læse på tvivlsomme hjemmesider rent troværdighedsmæssigt – udspringer af en canadisk undersøgelse fra 1987, hvis konklusioner dermed er knap 30 år gamle. Undersøgelsen er OK, men både kemoterapien og lægers holdninger har ændret sig siden da.
Når man fortæller, at en stor del af kræftlæger ikke selv ville bruge kemoterapi, vækker det stærke reaktioner. Det kan endog skræmme mennesker fra at bruge behandlingen. Derfor var der grund til at kigge lidt nærmere både på den omtalte undersøgelse og på senere undersøgelser.
Den oprindelige undersøgelse blev offentliggjort i” International Journal of Radiation Oncology Biology Physics” i juni 1987. Den omfatter en spørgeskema undersøgelse, som blev udsendt til 118 onkologer/kræftspecialister fra kræftcentre og hospitaler i Ontario i Canada. Derfor går dette tal – 118 kræftlæger – igen i vandrehistorierne på nettet
Dog var det ”kun” 79 læger, som responderede og svarede på, hvad de selv ville vælge som behandling i fire forskellige, konkret beskrevne situationer. Trods forskelle i de angivne scenarier var svarene nogenlunde entydige: kun få – fra 3 % over 9% til 16 % – i de fire scenarier ville vælge kemoterapi enten alene eller sammen med strålebehandling. Det vil sige, at hovedparten valgte andre typer af behandlinger: operation, stråling eller kombinationer. De fleste ønskede operation.
Dette var overraskende, især fordi kræftlægernes valg var meget anderledes end de anbefalinger, som fremgik af tidens lærebøger.
Men en tredjedel siger stadig nej…..
Undersøgelsen er siden blevet fulgt op i to amerikanske undersøgelser fra 1991 og 1998 samt en japansk fra 1994. Disse viser dels en meget stor variation i lægers holdning til at bruge kemo på sig selv (afhængig af den beskrevne sygdom og hvor alvorlig den angives at være) dels en lavere procent af deciderede ”Nej” til kemo. Ud fra dette materiale er det fortsat operation, som var det foretrukne valg.
I den japanske undersøgelse var der en ret høj procentdel, der fravalgte kemoterapi (61% -77 %), mens procentdelen af kræftlæger, som siger ”nej” i den nyeste, amerikanske undersøgelse er nede på godt 35 %. Det hører dog med, at en anden gruppe læger i samme amerikanske undersøgelse – heri inkluderet onkologer med speciale i strålebehandling – svarede anderledes: her var der 67 %, som ikke ønskede kemoterapi.
Forskere bag den amerikanske undersøgelse fra 1998 skriver i konklusionen:
”Selv med moderne og mere effektiv kemoterapi og med betydelig mere effektiv støttende pleje er der stadig omkring en tredjedel af de medicinske onkologer og onkologiske sygeplejersker, som ikke ville bruge kemoterapi. Deres villighed til at give afkald på den lille, men tydelige overlevelses gevinst indikerer, at disse informerede brugere vurderer overlevelse versus giftighed på en måde, som indikerer, at valget ikke er helt enkelt. Dette kan betyde, at det stadig er kritisk vigtigt for patienter med en fuld diskussion om de fordele og den giftighed, der er forbundet med kemoterapi”.
Artiklen er udgivet på www.cancernetwork.com
Herudover kommer en norsk undersøgelse fra 1995 og en australsk fra 2004, som har lidt andre vinkler på emnet. Disse to undersøgelser har en så høj detaljeringsgrad, at det er svært at udlede noget klart om kræftlægers valg for egen behandling. Dog kan man forsigtigt udlede, at medicinske onkologer – i modsætning til kirurger og strålingsspecialisterne – her i nyere tid i høj grad er mere villig til at bruge kemo, hvis målet er helbredelse eller livsforlængelse i en kritisk sygdomsstatus. Dog er kun halvdelen af alle deltagerne i den norske undersøgelse – også onkologerne – villig til at få kemoterapi, hvis målet er at lindre symptomer.
Det er muligt, der findes yderligere forskning om dette emne, som ikke er medtaget eller dækket her. I så fald hører vi gerne fra læsere, der måtte have kendskab til det.
Kilder:
“Non-small cell lung cancer: how oncologists want to be treated”, by Mackillop WJ, O’Sullivan B, Ward GK, International Journal of Radiation Oncology, “biology” physics, Juni 1987
“Oncologists vary in their willingness to undertake anti-cancer therapies”, by Lind SE, DelVeccio Good MJ, Minkovitz CS & Good BJ, British Journal of Cancer, Aug. 1991
”Would Oncologists Want Chemotherapy If They Had Non-Small-Cell Lung Cancer?”, by Thomas J, Smith MD, Christopher E. Desch, MD and Mark R. Somerfied, PhD, Cancer Network , March 01, 1998
“Japanes doctors’ preferred treatment choices for their hypothetical non-small cell lung cancer: how they would wish to be treated. National Chest Hospital Study Group for Lung Cancer”, Lung Cancer, Juni 1994
“Cancer patients, doctors and nurses vey in their willingnenss to undertake cancer chemotherapy” by Bremnes RM, Andersen K, Wist EA, European Journal of Cancer, November 1995
“Differences of Opinion: A Survey of Knowledge and Bias Among Clinicans Regarding the Role of Chemotherapy in Metastatic Non-small Cell Lung Cancer”, by Jennens RR, de Boer, R, Irving L, Ball DL, Rosenthal MA, Chest, 2004.
juli/august 2014