Skip to content

Din selvhelbredende kraft

Din selvhelbredende kraft
Publisher: Det Blå Hus
Publication Year: 2014
About the Book

Den amerikanske læge Lissa Rankin fremlægger i denne bog en  omfattende dokumentation for kroppens selvhelbredende kraft. Det er en bog, der handler om, hvordan både  bevidsthed og følelser påvirker vores krop og helbred – og hvordan vi kan bruge denne viden til at helbrede os selv. En opmuntrende og praktisk bog for alle, der har ondt i helbredet og måske i livet som helhed.

LIssa Rankin har selv lidt af en række vanskelige sygdomme, som – fandt hun ud af – havde en dybere årsag i forskellige valg, hun havde foretaget i forhold til fx. arbejde og kærester. Allerede da hun var i 20’erne, led hun af forhøjet blodtryk, forstyrrelser i hjerterytmen, en smertefuld seksuallidelse, alvorlige allegier og celleforandringer i livmoderhalsen. Hun tog syv forskellige slags medicin, fik indsprøjtninger  mod allergi en gang om ugen og fik opereret livmoderhalsen. Trods det led hun stadig af smerter, allergi, forstyrret hjerterytme m.m.

Så ramte en stor livskrise: hun fik et barn, mistede sin hund, hendes bror blev alvorligt syg , hendes mand mistede to fingre i en ulykke og hendes far døde – alt sammen inden for to uger. Hun tog derpå sit liv op til revision, sagde sit arbejde op, flyttede med sin familie til et naturskønt sted og brugte to år på at komme til hægterne og finde en ny vej.

“Jeg fandt min egen vej til helbredelse. Jeg mødtes med spirituelle vejledere, begyndte at drikke masser af grøn juice, udforske mit erotiske selv og klatrede hver dag rundt i bjergene samtidig med, at jeg begyndte at blogge og opdagede den stamme af mennesker, som har forpligtet sig på egenomsorg og at helbrede verden – de mennesker, jeg havde ledt efter hele mit liv. Pludselig var jeg ikke længere alene. Jeg vidste, hvad formålet var med mit liv”.

Derefter holdt hun op med at tage sin medicin – droppede præparaterne et for et,  hvorefter  hendes symptomer forsvandt enten helt eller bedredes dramatisk.  Og som en ekstra gevinst tabte hun ti kilo “ulykkelig” kropsvægt, skiftede fra at være deprimeret til hyppige anfald af lyksalighed, fik tonsvis af energi osv. osv.

Selvsagt var hendes læger chokerede. Men LIssa’s vej var ved at forme sig.

Hun gik i gang med at researche i de mekanismer i sind og følelser, som påvirker kroppen, foruden at hun udviklede en guide til selvhelbredelse.  Det igen førte til bogen “Den selvhelbredende kraft”.

“Når dele af vores liv er usunde, udløses der stressresponser, og kroppen begynder at tale til os med en hvisken. Hvis vi lytter til denne hvisken, kontakter sandheden i det, kroppen fortæller os, og foretager forandringer, som reducerer stressresponser og fremkalder afslapningsresponser, kan vi forhindre, at denne hvisken eskalerer og bliver til fuldt udviklede sygdomme”, skriver hun.

Lissa’s personlige recept omfatter alle dele af livet. Fra åndelig tro over kreativitet, arbejde og penge til bopæl, fysisk sundhed, relationer m.m.. Bogen indeholder en guide med spørgsmål, der kan hjælpe en til at lytte til kroppen og forstå, hvad man har brug for at ændre.

hef.