Skip to content

Hvidløg

 

hvidløgHvidløg er på listen over særdeles gode fødevarer i forhold til mange sygdomme – også kræft.  Løgplanten er desuden kendt for sine antibakterielle egenskaber. Hvidløg indeholder et stof, Alliin, som frigiver et bestemt enzym, når hvidløget knuses, hakkes eller tygges – og dette enzym, Allicin, er den direkte årsag til den stærke lugt, som et knust hvidløg afgiver.

Mange forskere har påstået, at Allicin er årsagen til hvidløgets medicinske egenskaber, men andre påpeger, at der er mindst 20 aktive  fytokemiske stoffer i hvidløg, som har vist kræfthæmmende egenskaber. Dels styrker disse aktive stoffer immunsystemet på flere forskellige måder, dels hæmmer de skadevirkningerne af de frie radikaler. Det vil sige, at det fungerer ligesom en antioxidant. Hvidløg kan både beskytte mod kræftfremkaldende stoffer og forhindre kræftceller i at vokse.

Forskere har undersøgt hvidløgs kræfthæmmende virkning i laboratorier fx gennem dyreforsøg. Resultaterne viser, at de fytokemiske stoffer i hvidløg (og løg) kan forebygge, at der opstår kræft og at den breder sig. Det gælder bestemte kræftformer, især kræft i mave- og spiserør. Her konkluderer en metaanalyse foretaget af estimerede kræftforskere fra USA , at risikoen for at udvikle mavekræft kan halveres, og at risikoen for tyktarmskræft kan mindskes med 2/3 ved regelmæssigt at spise hvidløg.  Man mener, at hvidløg blandt andet beskytter mod mavekræft, fordi hvidløg virker bakteriedræbende og dermed modvirker en kræftfremkaldende bakterie, som findes i maven.

Udover mave- og tarmkræft er der konstateret gode resultater for hvidløgs kræfthæmmende virkning i forhold til lunge-, bryst- og tyktarmskræft.

Undersøgelser har vist, at hvidløg er ret effektivt til forhindre, at der opstår kræft forårsaget af nitrosaminer – en gruppe kemiske forbindelser, som er yderst kræftfremkaldende. Nitrosaminer dannes i vores tarmflora af nitrit – et tilsætningsstof, som bruges som konserveringsmiddel i fødevarer bl.a. i marinader og kødprodukter som pølser, bacon og skinke. Der ser ud, som om hvidløg har en meget beskyttende virkning mod nitrosaminernes skadelige effekt,  konstaterer de to canadiske kræftforskere og biokemikere, der står bag bogen ”Kost mod kræft” fra 2009, Richard Béliveau og Denis Gingras.

De betragter stofferne i hvidløg – ligesom stofferne i kål (korsblomstfamilien) – som kræftforebyggelse i frontlinien. Altså som nogle af de bedste og kraftigst virkende i forhold  til at forebygge.  Og de anbefaler, at man spiser hvidløget frisk og knust, og at det er at foretrække frem for at indtage hvidløg som kosttilskud = piller eller kapsler.

Sort hvidløg

Sort hvidløg er endnu bedre: Seneste “trend” på hvidløgsfronten er de såkaldte “sorte hvidløg”. De ER faktisk sorte, men er ellers almindelige hvidløg, som har været igennem en længere gæringsprocess (som dog ikke har noget med gæring i normal forstand at gøre). Ifølge to nyere undersøgelser er de sorte hvidløg mere effektive i forhold til at mindske kræfttumorer og de indeholder dobbelt så mange antioxidanter!

sort hvidløg

Det modne hvidløg ligger ved høj temperatur i et fugt-kontrolleret miljø I 30 dage og er derefter i yderligere 45 dage udsat for iltning i et sterilt rum. Denne proces får feddene til at blive sorte og udvikle en blød, tyggevenlig overflade med en smag, der minder om balsamic vinegar og soyasauce tilsat en svedskeagtig sødme. Det er en metode, som oprindelig er udviklet i Korea.

Desværre kan man endnu ikke købe sort hvidløg i Danmark, men man kan selv lave dem.  Søg på nettet “black garlic” f.eks. http://www.youtube.com/watch?v=q3C64pkjY9w.

Endelig kan det måske lade sig gøre, at få dem sendt fra et andet europæisk land. Søg efter “black garlic”

 

Kilder:

Kost mod kræft”, af Richard Béliveau og Denis Gingras, 2009, People’s Press

Fleischauer AaT, Poole C, Arab L. “Garlic consumption and cancer prevention: meta-analyses of colorectal and stomach cancers”. American Journal of Clinical Nutrition, 2000, 72: 1047-1052.

Nordic Food Lab, Feb. 27, 2014

Medical and Aromatic Plant Science and Biotechnology, Aug. 2., 2009

http://www.vitaviva-info.com

 

 

 Juni 2014